Ovenstående brev er sendt fra Ingeniør Julius Christian William Jørgensen til hans bror Ingeniør Kay William Jørgensen i Californien. På én af sine rejser mellem Danmark og Californien var Kay involveret i et utilsigtet eventyr på M/S Teddy i 1923 sammen med 20 andre.
Midt ude i Danmarksstrædet mellem Grønland og Island var M/S Teddy så medtaget af skrueis, at besætningen forberedte sig på at forlade den gamle skude, der slet ikke havde været udrustet og klargjort til en så krævende sejlads i ekstreme omgivelser. Natten til søndag 7. oktober 1923 blev en afgørende rædselsnat. Snestormen blæste med vindstyrke 11, alle mand var på dæk, mændenes tøj var hårdt som pap og i skægget hang tommelange isklumper. Isen trykkede, og det knagede overalt i skibets skrog. Det var en kamp med uret. Hele skibets ruf blev løsnet, halet ned fra dækket og brugt som »hus« på den store ismark ud for skibet.
Efter 71 dage, prisgivet polarstrømmens luner, og efter sejlads med og på isflager over 710 mil (en strækning, der svarer til afstanden mellem København og Genova), tog unge Rostock-Jensen 1. november têten i gruppen. Den afmægtige kaptajn Bistrup overlod ham kommandoen, og Rostock-Jensen førte både modigt og målbevidst besætningen ind over isen mod Ammassalik i sammenflikkede slæder og en redningsbåd. Mirakuløst nåede man frem til en skærgård af øer, hvorfra grønlændere i hundespand reddede samtlige 21 danskere helskindet i land.
Ikke alle ombord var begejstret for Ingeniør Kay Jørgensen. I Peter Tutein erindringer fra 1945 skriver han:
“Alle mennesker er jo overtroiske under en eller anden form. Det var vi naturligvis også, og overtro havde glimrende betingelser for at trives der, hvor mørket langsomt men sikkert sænkede sig, og nyisen efterhånden var blevet over en alen tyk. Der skulle gerne være en, som var ulykkesfuglen, og efter moden overvejelse bestemte vi os for ingeniør Jørgensen. Hans største fejl var uden tvivl den, at han slet ikke skulle have været med til Grønland. Han var vokset op i pæne borgerlige forhold, og havde ikke en forudsætning for at omgås børster som os. Han havde smoking med til vor rædsel. Han bankede på døren, inden han gik ind, hvad der vakte vild forvirring. Han bad om ikke at bruge sådan nogle grimme ord til hundene, hvad der førte til, at vi kaldte dem hr. og sagde De til dem. Og så kunne han kværulere om kejserens skæg i fireogtyve timer, ganske utrætteligt, uden at interessere sig for, at det kedede os at høre på det, og så bragte han ved sin kluntethed os andre i livsfare, fordi han nu engang var vænnet til at færdes i bymæssig bebyggelse.
Men da det omtrent var vedtaget at Jørgensen skulle hives overbord, når der blev åbent vand nok til det, tog han selv fat for at overbevise os om det utilstedelige i forehavendet, og han snakkede så endeløst og vævede et milelangt tæppe af argumenter, at der slet ikke var nogen, der gad hive ham udenbords. Som det blev sagt: Det ville være en køn en, når man kom ned i helvede, at man så allerede på lang afstand kunne høre, at Jørgensen sad dernede og var ved at overbevise fanden om, at paragraf 4 i junigrundloven var forkert affattet. ”
