De små “mirakler” i Ryslinge
En lille beretning om børn der bruger tid på frimærker uden om frimærkeklubber.
Er filatelisterne ved at uddø?
Måske er det en tabt kamp? Måske vil filatelien vise sig at være for lille til at kunne overleve. Måske vil den vise sig at være forældet? Op igennem historien har mange brancher måttet give op, når tiden viste sig at være løbet fra deres kerneforretning. For eksempel 1800-tallets karetmagere. Eller 1970’ernes producenter af skrivemaskiner. I dag er det svært at forestille sig, at ledelsen i Danmarks Filatelist Forbund (DFF) ikke alvorligt frygter en sådan udgang på krisen.
Jeg er selv forholdsvis ny frimærkesamler og har derfor ikke synderligt kendskab til historien og baggrunden for at de unge er forsvundet fra frimærkeklubberne. Det der i virkeligheden bekymrer mig mest, er den opgivende holdning jeg møder, når det handler om at få de unge til at interessere sig for frimærker. Dette illustreres nydeligt med overskrifterne fra avisartikler de seneste år i billedet til højre. Men min uvidenhed på området giver mig også en kæmpe fordel, når det gælder fritænkning af løsningsmodeller.
En ting som bliver ved med at forbløffe mig er, hvor meget børn accepterer gentagelser. Disse små individer lever ved nysgerrighedens og læringens grænser, og det overrasker mig, hvor villige de er til at se eller gøre de samme ting igen og igen eller at spille samme computerspil mange gange. Når børn gentager en oplevelse, er det kun tilsyneladende, at det er en ren gentagelse. De forbliver faktisk lige så nysgerrige og udforskende som den første gang, de havde den samme oplevelse. Nu søger de bare efter nye lag eller elementer i den samme oplevelse.
Umiddelbart ville man sige, at dette passer fint med studiet og interessen for at samle på frimærker og andre postrelaterede objekter. Filatelien er jo netop kendetegnet ved gentagelser, udforskning, systematik og nysgerrighed. Så det kan umuligt være dette der forhindrer de unge i at interessere sig for frimærker.
Udvalgte overskrifter fra aviser de seneste år.
LEGO-klodser og frimærker?
DFF står over for en lang række udfordringer og problemer, der er forårsaget af ændringer i vores livsstil over de seneste generationer. LEGO stod over for samme udfordringer for 12-15 år siden. Hvis man søger avisoverskrifter fra perioden, havde pressen næsten tilsvarende opfattelse. LEGO-klodser kunne nærmest umuligt overleve, når børn hellere ville underholdes af computerspil.
Ledelsen og medarbejderne i LEGO lavede en genial plan. Man definerede denne lille plastik-dims som tidløs kerneprodukt, men samtidig ændrede man udseende konstant, så den passede ind i en tidsmæssig kontekst for børn (Harry Potter, Superman, Pirater osv.). LEGO-universet blev udvidet på den digitale platform med både spil og udforskning. I dag lyder det simpelt og man griner af at LEGO engang var truet eksistentielt, men anerkender samtidigt ledelsen for kursændringen og redningen af LEGO.
Hvis vi anvender samme tankesæt på frimærker, ville det betyde at man skulle udvide frimærke-universet på de digitale platforme, hvor børn befinder sig. Men hvilket grundlæggende kerneværdi skulle man definere filatelien ud fra? Spil? Vi leger ikke med frimærker, så det er jo ikke legen der kan være i centrum. For mig var svaret entydigt og enkelt. Svaret var præcis det der havde tændt min interesse for frimærker for få år siden: Skattejagten. At finde et sjældent og værdifuldt frimærke blandt tusindvis giver en stærk følelse af velvære, lykke og opstemthed som er aldersuafhængig. En digital skattejagt ville være simpel, det krævede jo kun at flytte frimærkerne fra indstiksbøger til computeren og et digitalt hjælpemiddel til identifikation og en form for klassifikation af sjældenhed.
Dertil kommer en åbenlys gevinst ved digitaliseringen, idet man kan gennemse langt flere frimærker og se nye sammenhænge blandt flere hundrede tusinde mærker.
Fra begynderfejl til Hunters Club
Projektet var vel defineret og simpelt set fra en generation, som havde fået IT ind med modermælken. Der var ikke noget underligt i, at det ikke var forsøgt før. Det kræver at computerkraften er stor nok til at håndtere store billeder og gemme store mængder data. Dette blev helt standard for ganske få år siden. Dertil skulle scannere gennem en udvikling og i dag kan man købe en scanner til 500 kr., der har en opløsning (9600 dpi), som er nok til at se selv de mindste “prikker”.
Den første fejl
Jeg har selv to drenge på 11 og 15 år. De spiller playstation, x-box og computerspil hele dagen (hvis de fik lov). Ingen af dem har nogen sinde sat et frimærke på en kuvert, så de var de perfekte forsøgsobjekter. Jeg havde udviklet første version af en “Study Guide” og scannet hundrede tusinde af mærker. Men da jeg præsenterede dem for løsningen, blev jeg i stedet mødt med “Hvad er det vi skal?”, “Hvad var det vi skulle lede efter?”. Mit værktøj var alt for kompliceret, jeg lagde derfor “Study Guide” online, så andre samlere kunne få glæde af den.
Det første lille “mirakel”
Tilbage til tegnebrættet. Førstehåndsindtrykket og opgaven skulle være endnu mere simpel. Så der blev udviklet en meget simpel udgave, som viste de største varianter. Anden test blev en succes, jeg fastholdt dem en time inden de smuttede tilbage til spiluniverset. Efter et par dage kom den yngste pludselig retur, efter at havde spillet sig træt, og søgte efter andet at lave. “Har du flere af de frimærker jeg skal kigge igennem?”. Storebror så hvad lillebror lavede og åbnede selv sine scanninger igen og startede med at kigge dem igennem. De fandt flere varianter og samlede dem fysisk på deres værelser.
Det andet lille “mirakel”
Herfra gik det stærkt. De viste åbenbart det til deres kammerater (var ikke selv til stede) og fortalte stolt om deres fund og værdi. Jeg forsynede selvfølgelig deres kammerater med tilsvarende faciliteter. Det gik op for mig at uanset om det hed pokermon-kort, fodbold-kort eller frimærker, så var det den samme fascination af ting, der kan være sjældne og at man har en værdi i sjældenheden af sine fund. Vi oprettede et lukket område “Hunters Club” (navn opfundet af drengene). Jeg smed selvfølgelig “benzin på bålet” i form af at sælge enkelte af deres fund og dermed forsynede gruppen med “lommepenge”. Tilbage står jeg med en gruppe børn som er dedikerede samlere af 30-øres provisorier, som kan give selv den mest erfarne samler kamp til stregen, når det handler om ID af et mærke. Drømmen om den digitale skattejagt var en realitet.
Hvor er vi på vej hen?
De nye unge frimærkesamlere skal ikke i frimærkeklubben i den form klubben har nu. Der er intet for dem. De digitale hjælpemidler har aldrig haft sit indtog i klubberne. Som uvidende og ny frimærkesamler ved jeg ikke, hvorfor det ikke er sket. Jeg kan iagttage, at det sandsynligvis ikke skyldes manglende forståelse af teknik, da generationen over mig nu løber rundt med ipads, smartphone, betaler med mobilepay, bruger e-boks og er på facebook.
Jeg ser en løsning, en strategi og ET HÅB i at binde frimærkegenerationer sammen igen gennem teknik og viden. De unge genier (Hunters) vil kunne bidrage med praktiske ting – hvordan man scanner – hvilke opløsninger der er nok – hvilke programmer man skal bruge. Den ældste generation sidder tungt på alt den dybe viden og deler gerne ud af den.
Skal vi give det et forsøg?
De første “Hunters” og illustrationer af det simple digitale værktøj der var brugbart. Senere brugte de “Study Guide” og Toke Nørby’s bog.