Svagt 30 – Palles 30 – Trykform 2B

Palle Eriksen har navngivet denne variation efter hans fund i 1990. Den har et meget karakteristisk svagt overtryk på “30”, mens bjælkerne udviser et “forholdsvis” normalt overtryk.

Variationen er fundet på Cylinder IIa, position 69, Perforator 5A, Dansk I papir med gule tarver (DImgt). Det præcise oplagsnummer kendes ikke endnu, men kombinationen af DImgt, cylinder og perforation kendes kun fra oplag 1033,1048,1070 og 1078.

I Toke Nørby’s bog “30-øres provisorierne 1955-1956”, er der listet 6 kendte eksemplarer og til højre ser du mit 7 registrerede eksemplar. Da overtryk-variationen først blev registreret sent, er det meget sandsynligt, at der findes en del flere, da frimærkesamlere som tidligt har gennemgået mærker (1956-1990) sikkert anså denne som en “tilfældighed”. Dette kan bekræftes ved at mit fund netop stammer fra mærker gennemgået omkring 1980 og var placeret i en gammel pergament kuvert med overskriften “Underlige overtryk – Variant?”.

Mærket er stemplet i Frederiksværk den 3. september 1956.

Selvom bjælkerne er er kraftigere end selve tallet – er de en smule tyndere end mine andre mærker fra samme position overtryk med trykform 2B. Dette kunne betyde at anslaget har været mindre på hele mærket.

Har du en “Palle 30” liggende som ikke er registreret? – så send mig et billede for bekræftelse. Ingen billeder bliver publiceret på siden eller andre steder uden DIN tilladelse, det er udelukkende for at videreføre Toke’s fortegnelse fra hans bog.

Figur 1.
IIa.1.69, Se “prikken” ved venstre skulder som er ID for cylinder II, ark 1, position 69. Perforator 5A kendetegnet ses bedst nederste højre hjørne (anden fra højre) er forskudt opad en smule. Trykform 2B har på position 69 et lille hak i 3 bjælke til venstre.